Pridal - Aventure dag 65 og 66

Solomon Islands dag 65 og 66

Dag 65 at Sea along Solomon Islands to the largest of the Islands, Guadalcanal.

Dag 66 arrival at Honiara City on Guadalcanal.

At 0815 excursions to the WW2 famous places.

Efter søslaget ved Midway Islands den 7. juni 1942, hvor Japanerne mistede 4 ”flattops” mens amerikanerne kun mistede 1 ”flattop”, vidste Yamamoto udmærket, hvad klokken havde slået. Fra nu af var spørgsmålet, hvordan forsvarer vi os bedst muligt mod amerikanerne, ikke hvordan besejrer vi dem strategisk, det løb var kørt.

Da amerikanerne opdagede, at japanerne var ved at bygge en lufthavn på Guadalcanal, planlagde de at gå i land i bugten syd for den påbegyndte lufthavn. Japanerne opdagede det for sent. I øvrigt havde de ikke de nødvendige styrker til at forsvare øen.

Den amerikanske landgang foregik uforstyrret af japanerne, idet disse trak sig tilbage til den nordlige del af øen, og undlod at forsvare den påbegyndte lufthavn, i førte omgang.

Den japanske flåde var imidlertid på vej med så store styrker, at den amerikanske landgangsflåde var bange for at blive fanget i de snævre farvande, og derfor strategisk trak sig tilbage mod nordøst.

Landgangsstyrken var nu pludselig blevet overladt til sig selv, med relativt små forsyninger til rådighed, og samtidig blev de angrebet af fly fra de omkring liggende japanske lufthavne.

Det tog næsten et halvt år før det endelige slag om Guadalcanal kom, og dette slag endte uafgjort. Begge parter havde lidt så store tab, at de måtte genforsynes med alt. For Yamamotos vedkommende kan det sammenlignes med en ”pyrrus sejr”

Det amerikanske produktionsapparat er nu kommet i gang med næsten ustoppelige forsyninger til tropperne, mens det japanske tilsvarende haltede af sted, så der var kun en mulighed for Yamamoto- tilbage løb. Så slaget må siges entydigt at være endt til amerikanernes fordel.

Derfor kaldes dette slag the turning point of the land war in the Pacific.

på vej til Honiara

her på den store ø Gadalcanal

helt inde i bugten

Det amerikanske WW2 memorial

som det fremgår

er det en lang historie

så prøv at samle mosaikken

jeg har forsøgt i teksten oven over

der er nogle fakts

på begge sider

som er svære at komme ud over

sådan er det vel altid

udsigten over bugten

og over dalen

og indlandet

her ved næste bugt gik amerikanerne i land

fine badestrande

til begge sider

her kommer næste generation

en hel armada af minibusser

her er vi kommet til lufthavnen det hele drejede sig om

og mindeparken over de faldne

det var det

et af de højeste punkter på øen - tror jeg nok

man kan jo ikke få alle fakta med, når ingen gider spørge mere!

Pridal - Aventur dag 64

Rabaul Papua New Guinea dag 64

Først lidt orientering om Rabaul. Jeg havde egentlig tænkt mig at udnævne den til et lydbillede af dens navn, nemlig noget værre baul. Det er nok ikke helt retfærdigt. Den har ca. 8000 indbyggere i dag. De lever på kanten af vulkanen Mt. Tavurvur, der sidst ødelagde det meste af byen i1994.

Historisk var Rabaul et meget vigtigt punkt for Japanerne under WW2. Det var her den Japanske Stor Admiral Yamamoto havde sin førerbunker, som commander in chief of the Japanese Imperial Navy. Alle husker ham som strategen bag Pearl Harbor.

Bunkeren er i dag et lille, men interessant museum, som blev delvist genopbygget i 1940’rne, for derefter at brænde af i 1993 og blive ødelagt af jordskælvet i 1994.

Yamamoto havde bygget tunneller i området. En af disse blev ”foret” med en række skibe, og kom på den måde til at virke som et fort, med udstyr og depot til forsvarerne.  

I Kokopo besøgte vi et slags War & Cultural Museum, som en englænder havde samlet. Det mindede mest om en Skrot samle plads, men gør ikke de fleste museer det?

Så var det samlepladsen for de faldne soldater, det gjaldt. Et kæmpe mindesmærke og et cemetery for de faldne ANZAC soldater.

Der bliver desværre ikke nogen ”Fire Dance” for mig i aften. Jeg bliver på skibet og slapper af efter den gang Papua ”veje” og Japanske minibusser. Den kombination er deadly. Vejene er fyldt med huller på en halv meters dybde. Officielt er der venstrekørsel, men man kører der hvor hullerne er mindst dybe. Så regnede det, og minibussens eneste aircondition er at åbne vinduerne og blive våd. Det var en hurtig beskrivelse af, hvad en Papua-vej (junglesti) er. Af en eller anden grund holdt ryggen. Kineseren ved siden af mig havde fundet en metode, han rejste sig i ”stigbøjlerne” hver gang han fik øje på et nyt hul. Han stod op i næsten 4 timer, som køreturen varede i alt. Jeg brugte min stok til at afdæmpe stødene, hver gang støddæmperne (hvis der overhovedet var nogen) gik i bund. Jeg sagde også, at det var Japsernes hævn efter nederlaget i 1945, so keep smiling.

I øvrigt Guiderne (nuller) var elendige. De vidste intet, når man spurgte, hvor vi var på vej hen. Informationer om samfundet var også ”en by i Sibirien”. De er simpelthen ikke parate til at modtage turister og hvad dermed følger.

hvor er Rabaul

nå deroppe

Helt ind i krogen

let regn dis uden for

The Beehives are they called

Jeg tænkte det nok Sun Princes slog os igen til Pieren

Tunnel Hill  (fort)

foret med skibsvrag

de pynter ikke just i landskabet

jeg kan bedre lide farver

som Papuanerne sammensætter

men vi køber vist ikke noget

den Japanske Minibus Hiace uden støddæmpere og aircondition

Hvad skulle vi her - udsigten?

krigsmuseum

lidt af hvert

men ikke nok til at starte en krig på

den her er dog imponerende

her er tilhørende Torpedo, der nok ikke kan holde vand

Japanerne er ikke så store heller ikke deres kampvogne

Stjernemotor til et jagerfly?

Her noget til at skyde flyet ned med

Her ligger så piloten?

på dette cemetery

der var mange der ikke klarede den!

flot linet op

det var bare en af soldaterne

lange lister over de forsvundne og uidentificerede

Buskene med de mange farver gør det mindre trist at se på

Tilbage til vores armada af Japanske  Hiacer

Adressen på Stedet i Kokopo