Pridal-aventure: Pridal - Aventure dag 110 og 111

Ho Chi Minh City Vietnam dag 110 og 111.

Dag 110.

Excursion to Mekong Delta, Cai Be Village. Kl. 1115 – 1930.

Det var en lang tur i en Minivan, 2,5 timers kørsel ned til Mekong Deltaet, og mindst lige så længe tilbage til Pieren, og så endda i mørke den sidste time.

I Hanoi træffes beslutningerne, om hvad der skal laves i Ho Chi Minh City, der har 10 millioner indbyggere af Vietnams 92 millioner.

Hanoi er meget mindre og ikke så udviklet som Ho Chi Minh City. Man påstår, at i Syd tjenes pengene, mens man bruger dem i Nord. Det er derfor svært at få infrastrukturen til at stemme i en så stor by som Ho Chi Minh City, når alt skal godkendes i Nord.

Derfor er der kun i brug ca. 45 km Motorvej, som adgang til Mekong Delta området. Andre steder i Byen kan man se store eleverede motorvejskonstruktioner, som bare ender i den blå luft, men Rom blev jo heller ikke bygget på 1 dag.

Vejene til og fra Motorvejen er ubeskriveligt dårlige. De tunge lastbiler har trygget fordybninger i overfladen. Funderingen er slet ikke beregnet til dem. Hastigheden må hele tiden reduceres ellers ender passagererne i taget for mange gange, selv om affjedringen er god i de nye Ford Minivan, som vi kørte i.

Hver Minivan kunne tage 8 passagerer, en chauffør og en engelsktalende ”partigodkendt” guide.

Turen til Mekong Deltaet er populært, så der var ”solgt” sæder til en kortege på 21 stk. Minivans.

Efter 2,5 timers kørsel, blev der budt på Frokost med Vietnamesiske delikatesser i Trung Luong Restauranten, der lå ved en af Mekong flodens mange grene.

Vores ”Longboat” var parkeret uden for. Det sværeste, ved turen for mig, var de 4 af og påstigningerne på vores smalle ”longboat”, der lagde til ved improviserede landgangsbroer uden gelænder af nogen art.

Sejlturene fra det ene stop til det næste var maleriske og eksotiske i det mangrove agtige delta med de mange smalle kanaler.

Livet de pågældende steder foregik på en enkelt måde og bestod nærmest i ”Staying alive” (som John Travolta i dansekonkurrencen i filmen Saturday Night Fever).

Guiden påstod, at de unge på stedet ikke havde nogen ambitioner. De gad ikke gennemføre skoleundervisningen, men var tilfredse med dagligt at leve fra hånden i munden, som deres forældre havde gjort det i århundreder.

På en måde havde han ret, ingen af dem havde været ude i den store verden og erfaret, at livet kan leves anderledes, uden at de skulle yde en stor målrettet indsats med masser af afsavn fra deres nuværende friheder. Hvis man er tilfreds med sine nuværende forhold, hvorfor skal man så ændre dem. Fisk var der masser af i floden, og frugterne hængte på træerne lige til at plukke.

Det man kan sige er, at det åndelige tilbud og behov syntes meget lavt, og at motivationen til at ændre noget manglede for det store flertals vedkommende.

Det minder lidt om, hvad jeg erfarede fra de små samfund på de små tropeøer i Stillehavet. Når det nødvendige for livets opretholdelse bliver for let forsvinder mange ambitioner og ligeledes en del af kreativiteten!

Dag 111.

Jeg blev ombord – en såkaldt havnedag, hvor jeg slapper af efter gårsdagens strabadser.

Desværre er internettet nede. Det kunne være Hanoi, der ikke har godkendt, hvad vi kunne finde på at skrive. Jeg håber for dem selv, at de ikke går i så små sko.

So” I am sitting on the dock of the bay (river), watching the tide rolls away” – Wasting time – oh yes!.