Pridal-aventure: Pridal - Aventure dag 52

Tauranga New Zealand dag 52

Dagens ekskursion havde betegnelsen Kiwifruit Orchard & Maori Experience.

Jeg gik efter Kiwifrugtplantagerne, da det er blevet en stor eksportartikel for NZ, og derfor spændende at se, hvordan de håndterede dette. Kiwifrugterne stammer fra China, hvor man kaldte dem ”Gooseberries”, og de forblev ukultiverede og upåskønnede som små grønne syrlige ”bær”. I NZ forædlede man frugterne, både hvad angik størrelse og smag. De søde grønne og gule frugter, som man finder i supermarkederne verden over, stammer fra NZ. En stor del af produktionen finder i dag sted i China, Californien og Italien, hvor Kiwifrugten trives godt i de pågældendes landes klima.

Ekskursionen startede med Maori halløjet, hvor vi blev præsenteret for visse gamle slagmarker, som Gate Pà, hvor der havde været kampe imellem the British og Maorierne. Vi fik masser af Maori helte historier om disse kampe mod overmagten. Maorierne er bedst kendt for deres indbyrdes stammekrige, og de ville sandsynligvis aldrig have udviklet noget som helst, hvis ikke indvandrerne havde vist dem ”How” to do things without killing all their neighbours first.

I dag udgør Maorierne ca. 15 % af NZ befolkning. Mange er desværre ikke integrerede i det nye samfunds realiteter, men lever som forurettede ”børn”, der ikke får deres vilje. De kan ikke bruges til de mange sæson betonede arbejder, der er i landbruget. De saboterer f.eks. frugthøsten, så frugterne bliver 2. sortering, og må sælges til en lavere pris. Derfor varetages disse opgaver af folk fra Stillehavsøerne, Indonesien, Malaya og Thailand. Disse folk tager deres job højtideligt, og får derfor en løn, som er det dobbelte af, hvad de ellers kunne tjene i deres hjemlande.

Nz har fundet ud af, i øvrigt ligesom mange andre lande, at det er billigere, at have visse typer folk på ”støtten”, i stedet for på arbejdspladsen, hvor de i mange tilfælde kun yder en ”negativ” indsats.

Vi nåede nu til ”The Missionary House”, I believe. I hvert fald et helligt sted for Maorierne, hvor de syntes at de skulle gøre en ”final” indsats for deres gamle kultur. Vi blev delt op i en kvindegruppe og en mandegruppe. Som i så mange andre såkaldte hellige steder, skulle man tage skoene af ved indgangen. Derefter var fotografering forbudt.

I døren til templet fremtræder en Maorie mand, stort set kun iført en G-strengs trusse, og kalder kvindegruppen ind. Der kom pludseligt liv i de ”gamle” damer, der opførte sig, som skulle de til ”Porno Show”. Derefter fulgte mændene, der var dog en 4-5 stykker, der fattede mod, da de så at jeg blev siddende i indgangen sammen med vores kvindelige Maori chauffør. De besluttede, at de heller ikke ønskede at blive gjort til grin af en sådan selvbestaltet Maori Åndemager. Hvad der foregik i templet i de næste 45 minutter, ved jeg kun 2. hånds – hypnotisk meditation, og jeg spreder ikke rygter. Dog efter ca. 30 minutter kom en af kvinderne ud og måtte have hjælp – en flaske vand - til at komme til hægterne.

Jeg kalder hele seancen ”blasphemous”, både hvad angår respekten for Maoriernes tro, og bagefter hvad man synes om sin egen religiøse integritet.

En af de kvindelige deltagere spurgte mig efter seancen, om jeg havde ”enjoy” (dagens modeord her på skibet)? Jeg stillede modspørgsmålet om hun havde ”participated” hvis en pludselig havde skreget ”Allah edt Akbar”. Det huede ikke damen, så konversation endte brat!

Da vi endnu kun havde set de ca. 4 meter høje læbælter omkring Kiwifrugtplantagerne udefra, måtte jeg sige til turguiden, at jeg anså turen for in komplet og hvad dermed følger.

Han undskyldte meget at tiden var gået, men selvfølgelig skulle turen indeholde et besøg i en Kiwifrugtplantage, så måtte turen vare det længere, og sådan blev det.