Pridal - aventure dag 54 og 55

Heading for Sydney Australia dag  54 + 55

Lidt lommefilosofi from Down Under.

Det Tasmaniske hav synes at have noget imod CrySy, eller er det Neptun, der synes at vi slap for let til NZ sidste gang. Nu kan han beholde NZ for sig selv for denne gang, sammen med den Tasmanske Devil, som vi aldrig fik at se, fordi den kun viser sig ved fodringstid - clever little devil.

Når vi har catered op i Sydney, stikker vi næsen mod nord for at se Salomon øerne, hvor Amerikanerne en gang for alle viste Japserne og for den sags skyld også the Jerries, hvem der lige siden i virkeligheden ”rules the Waves”. I øjeblikket er der sikkert nogen, der har rigeligt at gøre med at ”rule Britain” efter Brexit.

Tænk hvis Trump ikke længere gider lege verdens politimand, hverken til lands, til vands, eller i luften, når han ikke får andet en kritik og en kæmpe regning ud af det.

Så sætter Kineserne sig sikkert på det Sydkinesiske hav, er der nogen der vil hævde, men hvad skal de bruge det til, bortset fra at kunne præsentere deres nyerhvervede Mini Flattops. Kinamanden i dag vil hellere have en ekstra bil og andre forbrugsgoder end et stykke hav, som de forvejen bruger, som de har lyst til.

Giv Putin Krimhalvøen, han kontrollerer den allerede, imod at han er ansvarlig for den internationale sikkerhed i Sortehavsområdet, så har han noget at bruge sine Baby Flattops til.

Slagskibene blev for store og klodsede og alt for svære at forsvare effektivt. Derfor forsvandt de ud af arsenalet, på nær i computerspil, hvor nogen stadig sænker Slagskibe.

Hvad med de store Flattops. Der kræves en hel Armada af alle slags skibe for at forsvare et sådant mål, imod en stormagt, der besidder de mest moderne våben.

Så er der kun the Nukes tilbage.  De virkede effektivt under the Cold War. De store afholdt sig fra en konfrontation, uden retræte mulighed for den anden part. Hvis de store er enige, kan en hvilken som helst konflikt stoppes med et vink fra dem, men så skal alle ”de virkeligt store” deltage i politivirksomheden. Blæs på UN hønsegården, og lad de virkelige magter tage ansvaret for fremtiden. Demokrati er godt, men langt fra godt nok. Derfor skal de virkelige ”power baser” ind i billedet. Så når en aftale er indgået, bliver den fulgt op, og ender ikke som en ønskedrøm, som det sker i dag i UN.

Når man ser et mindesmærke over 6 unge knægte på Stewart Island, en lille ø syd for Sydøen i NZ med ca. 400 beboere, og læser at de i 1. Verdenskrig, som del af ANZAC styrkerne, blev kommanderet til Gallipoli af vores store krigshelt fra 2. verdenskrig Winston Churchill, ser man tydeligt, at helte nogen gange har en frygtelig baggrund.

Dot minder om Abraham Lincolns saying: You can fool all the people some time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time. Churchill fooled people ved Gallipoli, and were out for many years, but in 1940 he fooled nobody, he stood firm and became a hero.